Højtidelighed
En begravelse/bisættelse kan foregå på mange forskellige måder afhængig af sogn og tradition.
Højtideligheden er det centrale samlingspunkt, hvor familie og venner samles for at ære mindet om afdøde og sige et sidste farvel. Det er et personligt øjeblik, og vores fornemmeste opgave er at hjælpe jer med at skabe en ceremoni, der afspejler både afdødes og jeres ønsker og værdier.
Uanset om I ønsker en traditionel kirkelig handling, en borgerlig ceremoni eller en højtidelighed med udgangspunkt i et andet trossamfund, sikrer vi, at rammerne er smukke, respektfulde og meningsfulde.


Højtidelighed for ikke-medlemmer af folkekirken
En præst kan deltage i en begravelse/bisættelse af et ikke-medlem af folkekirken, hvis præsten ønsker det. Alle har ret til at benytte et kapel ved begravelse/bisættelse, uanset medlemskab af folkekirken. Nærmere retningslinjer ved begravelse skal altid aftales med den lokale graver/kirkegårdsleder. Kontakter I os, er vi gerne behjælpelige. I de lokale kirkegårdsvedtægter vil det fremgå, om det koster ekstra for et gravsted for ikke-medlemmer af folkekirken.
Borgerlig højtidelighed
Ved en borgerlig højtidelighed forstås, at der ikke er nogen kirkelig handling i forbindelse med begravelsen/bisættelsen. Højtideligheden vil kunne foregå fra mange forskellige steder – f.eks. fra hjemmet, ved graven eller fra et kapel. Vi vil gerne være behjælpelig med planlægningen og udførelsen.
